Dyrkning og høst af pil og poppel
Dyrkning af pil og poppel har både energimæssige og miljømæssige perspektiver og kan dermed bidrage positivt i forhold til flere af de store fremtidige udfordringer. Pil og poppel er dog stadig relativt nye afgrøder i landbrugssammenhæng, og der er stort behov for mere viden om dyrkningen for at kunne udnytte afgrødernes muligheder, for at forbedre driftsøkonomien og for at øge konkurrenceevnen overfor andre energikilder. Både pil og poppel er mangeårige afgrøder (typisk 15-20 år for en pilekultur), og det er vigtigt at forstå de langsigtede virkninger af forskellige dyrkningsfaktorer.
Der er i årene 2010-2013 startet flere forsøg med især dyrkning af pil, og for at få optimal viden ud af disse forsøg, er det helt afgørende, at forsøgene følges over en længere årrække – hvilket ofte er vanskeligt at opnå med projekter af ét eller få års varighed. Den ene hovedaktivitet i dette projekt omfatter derfor videreførelse af en række etablerede forsøg vedr. gødskning, plantetal og sortsvalg i pil samt forsøg med sammenligning af pil, poppelsorter og rødel. Der vil blive videreført forsøg og registreringer i 2016-2017. Der vil blive foretaget en økonomisk vurdering vedr. betydning af gødskningsstrategi og plantetal i pil.
Høst udgør en af de største omkostningsposter ved dyrkning af pil, og optimering af høstteknologien vil kunne forbedre driftsøkonomien betydeligt. Den anden hovedaktivitet i projektet i 2016 er derfor en test af forskellige typer høstmaskiner, som skal afdække høstkapacitet og -omkostninger og føre til en vurdering af den bedste høstmetode under forskellige forhold.